Kort fortalt
Post-mortem-fotografi, også kaldet sørgeportræt eller the last photo, er et fotografi af en person taget kort efter døden som et sidste minde. Traditionen begyndte efter daguerreotypien i 1839 og var udbredt i Danmark i 1800-tallet og frem til omkring 1940'erne. I dag tages billedet mest privat.
Hvad er post-mortem-fotografi?
Post-mortem-fotografi kaldes også sørgeportræt, dødsfotografering eller the last photo. Det er et fotografi af en person, taget kort efter døden, for at bevare et sidste minde. Gennem historien har billederne været visuelle påmindelser om den afdøde. Ofte var familien med på billedet, og den døde blev arrangeret, så det så ud, som om personen hvilede fredfyldt.
Fænomenet adskiller sig fra almindeligt fotografi, fordi motivet netop er døden eller den nære relation til den døde. Forskning og artikler beskriver både de historiske, kulturelle og psykologiske sider af billederne.
Er det en god idé at tage et billede af afdøde?
Det er ikke altid en god idé. Hvis afdøde ikke er præsentabel, frarådes det at tage et billede. Det kan sidde fast på nethinden længe efter afskeden. Der tages stadig billeder af afdøde i dag, men det er meget privat. Det sidste billede vises sjældent for andre end familien.
Hvornår begyndte man at fotografere de døde?
Fotografering blev kommercielt mulig med daguerreotypien i 1839, en teknik udviklet af Louis Daguerre. Nu kunne man fastholde et realistisk billede uden at hyre en maler. Det var billigere og mere tilgængeligt for almindelige mennesker.
Før fotografiet blev portrætter af afdøde, eller kunstneriske gengivelser af døende, lavet som malerier. Det var en luksus for de rigeste. Med fotografiet kunne almindelige familier få et billede af den, de havde mistet. Især når der ikke fandtes et andet billede fra livet.
Sørgeportrættet i Victoriatiden
I Victoriatiden, ca. 1860 til 1910, blev post-mortem-fotografier særligt udbredt i Europa og Nordamerika. Døden var en langt mere synlig del af hverdagen, og spædbarnsdødeligheden var høj. Mange familier mistede børn eller unge voksne. Det blev almindeligt at:
- fotografere den afdøde liggende i en kiste eller seng med blomster og pynt
- arrangere den døde, som om personen sov
- tage levende familiemedlemmer med på billedet som symbol på sammenhold
Billederne kom ofte i familiealbummet og blev bevaret som et ægte minde. Det skyldtes den generelle mangel på fotos, og det var begyndelsen på en ny sorgkultur.
Mark A. Anderson Collection of Post-Mortem Photography dokumenterer fænomenet gennem tusinder af billeder fra 1840'erne og frem til 1970'erne. Samlingen viser, hvordan praksis og sociale normer har ændret sig over tid.
Spørgsmål undervejs? Vi svarer gerne, hele døgnet.
48 26 06 76Post-mortem-fotografi i Danmark og Norden
Det er veldokumenteret, at post-mortem-fotografi også var udbredt i Danmark i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Forskning i dansk sorgkultur og kirkegårdstraditioner viser, at fotografering af afdøde var kendt og brugt. Mange eksempler er dog gået tabt.
Københavns Universitetscenter for Kirkegårdskultur peger på, at post-mortem-fotografi var en vigtig del af mindekulturen. Mange danske familier satte før i tiden fotografier af deres afdøde op i hjemmet eller ved gravstedet.
I dag bliver professionelle fotografer sjældent inviteret til at fotografere afdøde i Danmark. Mange tager i stedet de sidste billeder med mobilen som en del af afskeden. Det Kongelige Bibliotek beskriver også dødsfotografier som en del af dansk fotohistorie.
Island og resten af Norden
Island har en særligt veldokumenteret tradition fra ca. 1900 til omkring 1940. Her var det almindeligt at fotografere både den afdøde og selve begravelsen eller ligbrændingen. Billederne viser en tid, hvor døden var et fælles anliggende i samfundet og ikke noget privat.
I de andre nordiske lande, fx Finland, havde traditionen et lignende udtryk. Nogle steder blev den afdøde fotograferet i kisten, omgivet af familie og blomster, ligesom i resten af Europa.
Tusind tak for en virkelig god og professionel service da min far gik bort. Alt forløb godt ikke mindst takket være jer.
The last photo i Europa, USA og resten af verden
Europa og Amerika
I både Europa og USA var traditionen mest udbredt fra midten af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet. I England, Tyskland og Frankrig findes særligt mange eksempler fra perioden. I USA holdt praksis sig i nogle samfund helt op til omkring 1960'erne.
I Storbritannien var post-mortem-fotografier en del af den officielle portrættradition. I Amerika voksede traditionen i takt med privat fotografering og familiers ønske om varige minder.
Andre dele af verden
Traditionen findes også i andre kulturer, tilpasset lokale skikke:
- Indien: I byen Varanasi ved Ganges brændes de døde på bål. Her tilbyder fotografer billeder af afdøde til familier som minde eller bevis på ritualet, ofte med religiøse henvisninger til genfødsel og sjælens rejse.
- Filippinerne: Kendt som Recuerdos de patay, spansk for "minder om de døde". Familien samledes om den afdøde til et sidste gruppeportræt i det 19. og 20. århundrede. Traditionen er i dag meget sjælden.
- Latinamerika: I fx Peru og Mexico annoncerede tidlige fotografer post-mortem-billeder i aviserne. Det viser, at det var en udbredt forretning i visse egne.
Eksemplerne viser, at traditionen bredte sig globalt, selv om populariteten og udtrykket varierede. Fotografiets udbredelse var en stor del af forklaringen.

Hvad betyder det sidste billede for sorgen?
Et ritual for minde og sorg
Forskning beskriver ofte post-mortem-fotografier som et ritual, der hjælper med at bearbejde sorgen. Når det sidste foto er det eneste billede af en afdød i familiens album, kan det være et vigtigt redskab til at holde fast i erindringen og bearbejde tabet.
Den amerikanske fotograf og forsker Jay Ruby har vist, at billederne ikke kun var souvenirs. De var genstande, som familier talte med, diskuterede og tænkte over i sorgen.
Symbolik i billederne
Den afdøde blev ofte vist, så det så ud, som om personen sov. Det var et billede på fred og ro frem for dødens endelighed. Mange billeder fra 1800-tallet viser også blomster, rekvisitter og personlige ejendele som tegn på kærlighed og respekt.
Hvorfor forsvandt traditionen?
Med billige kameraer, familiefotos i livet og nye holdninger til døden faldt traditionen gradvist i de vestlige samfund i løbet af 1900-tallet. Når folk allerede havde billeder af deres kære, var der mindre brug for et sidste fotografi efter døden.
I Danmark, Norge, Sverige og Island var traditionen mest udbredt omkring år 1900. Det sidste billede forsvandt næsten omkring 1940'erne, da døden blev mere privat og flyttede på hospitalet.
Post-mortem-fotografi i dag
I dag er post-mortem-fotografi i mange vestlige kulturer ofte tabu eller ses som makabert, især hvis billederne deles offentligt. Gøres det privat, kan det stadig være en del af sorgritualet, fx for at dokumentere et barns korte liv. Der tages dog stadig post-mortem-billeder af fx kongelige, som deles med hele verden efter deres død.

Etik og psykologi omkring sørgeportrættet
Etiske spørgsmål
Museer og kulturinstitutioner, der åbner historiske samlinger med post-mortem-billeder, møder spørgsmål om privatliv, etik og offentlig visning. Et eksempel fra Helsinki City Museum viser, at åbningen af sådanne billeder har skabt både interesse og debat om, hvordan man viser fortidens billeder af døde i dag.
Det psykologiske perspektiv
Forskning tyder på, at visuelle minder fra selve døden kan være både terapeutiske og kontroversielle. Nogle finder trøst i dem, mens andre føler ubehag. Det moderne perspektiv ser på, hvordan vi i dag taler om døden og de døende, og hvordan det adskiller sig fra tidligere.
Et historisk og kulturelt spejl
Post-mortem-fotografi er mere end en kuriositet. Det viser:
- hvordan vi har set på døden
- hvordan fotografiet ændrede vores måde at mindes på
- hvor forskelligt sorg er blevet udtrykt rundt om i verden
Fra Victoriatidens Europa til Indien og Latinamerika vidner praksis om menneskers ønske om at holde fast i minder, især når et liv er gået tabt for tidligt.
Videre læsning
Vil du læse mere, kan du fx finde fransk Wikipedias artikel *Photographie post-mortem*, artiklen *Post-mortem photography: a window into the past* fra ehospice, arkivet Mark A. Anderson Collection ved University of Michigan og Helsinki City Museums open access-bog *Post-mortem photographs*. Om Danmark findes artiklen *Mindekulturens visuelle genkomst* i tidsskriftet Kirkegårdskultur.



